Gå til hovedindholdet

Vores organiske affald er en værdifuld ressource

I Danmark produceres der årligt godt 700.000 tons organisk affald fra husholdninger og servicesektor. Denne mængde affald udgør en vigtig ressource, lyder det i Det Nationale Bioøkonomipanels 7 nye anbefalinger til regeringen.

Publiceret 25. januar 2016

Fremover kan vi få langt mere ud af det organiske affald - men der er behov for at igangsætte en række tiltag for at udløse potentialerne, lyder det fra Det Nationale Bioøkonomipanel. I dag er der allerede erfaringer i Danmark med at bruge organisk affald til biogasproduktion fremfor at forbrænde det. Fordelene herved er mange, fx at det giver energi, at biogas kan bruges som transportbrændstof og at den afgassede biomasse kan bruges til jordforbedring. Potentialet ved biogasproduktion er stort og der er også potentiale i at udnytte omdannelsen af organisk affald til en lang række produkter. Denne pointe slår Det Nationale Bioøkonomipanel fast med deres nyeste anbefalinger.

”Det er vigtigt, at der i Danmark skabes de rette rammer for forskning og test af de muligheder, der ligger i at genanvende vores organiske affald. Affaldet kan og bør bruges til meget mere end forbrænding, hvor det kun er energiindholdet, der udnyttes. Organisk affald kan f.eks. bruges som råvare til mikrobiel produktion af bio-kemikalier eller bio-plast”, siger professor Lene Lange fra DTU, der er medlem af bioøkonomipanelet.

En stor del af affaldet genanvendes allerede i dag. Det Nationale Bioøkonomipanel ønsker dog, at det organiske affald i endnu højere grad genanvendes frem for at blive brændt af.

Vi skal tilpasse affaldsforbrændingskapaciteten i Danmark, så vi ikke har en unødvendig overkapacitet. Forbrænding af organisk affald er ikke den mest hensigtsmæssige anvendelse af disse ressourcer. Vi skal opbygge systemer, der sikrer, at vi genanvender de værdifulde næringsstoffer i det organiske affald såsom fosfor, kalium og kvælstof”, siger direktør Susanne Herfelt fra Danmarks Naturfredningsforening, der er medlem af bioøkonomipanelet.”   

For i højere grad at frigøre det organiske affald til højere værdianvendelse anbefaler Det Nationale Bioøkonomipanel en reorganisering af affaldssektoren.

”Der skal sikres en bredere adgang til det organiske affald i kommunerne. Kommunerne skal udbyde behandlingen af affaldet, så vi øger mulighederne for at bruge nye behandlingsmetoder og teknologier. Det kan hjælpe til at få mere værdi ud af det organiske affald”, siger chefkonsulent Michael Persson, DI, der er medlem af bioøkonomipanelet.

Miljø- og Fødevareministeriet vil i samarbejde med de relevante parter se nærmere på de nye anbefalinger.

Om Det Nationale Bioøkonomipanel

Det Nationale Bioøkonomipanel består af ledende virksomheder og forskere, NGO’ere samt centrale organisationer og myndigheder, der rådgiver regeringen omkring udviklingen mod et mere bæredygtigt biobaseret samfund.

Læs mere om anbefalingerne her

Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00.

Er du journalist, kan du kontakte NaturErhvervstyrelsens presseafdeling på tlf. 41 89 25 07.


MENU