Gå til hovedindholdet

Fælles indsatser fiskeri 2015

Formålet med tilskud til Fællesindsatser Fiskeri er, at bidrage til et mere bæredygtigt fiskeri og til værdiskabelse i fangst, forarbejdning og afsætning af fiskervarer i Danmark.

Ansøgningsfristen er den 23. september.

Hvem kan søge?

Tilsagn om tilskud til Fælles indsatser på fiskeri kan gives til:

  • Indsatsområde 1 (Innovation): videnskabelige institutter, eller virksomheder og organisationer inden for fangst, håndtering, afsætning og forarbejdning af fisk, der gennemfører projektet i samarbejde med videnskabelige eller tekniske institutter.
  • Indsatsområde 2 (fisker-forsker partnerskaber): gives til offentligretlige institutioner, fiskere, fiskeriorganisationer og ikke-statslige organisationer.

 

 

Hvad giver vi tilskud til?

Vi kan give tilsagn om tilskud til undersøgelser, forsøg og pilotprojekter, overvågning, forvaltning, innovation og formidlingsaktiviteter.

1. Innovation: fremme innovation i fiskeriet og værdikæden for fiskerivarer og som vedrører en eller flere af følgende områder:

  • Nye produkter: Produkter med nyhedsværdi, hvor det kan sandsynliggøres, at produkterne vil forbedre virksomhedernes konkurrencesituation.
  • Ny proces og teknologi: Nye teknologier og processer, der forbedrer virksomhedernes fremstillingsproces væsentligt og giver en styrket konkurrencefordel på markedet.
  • Ny organisering og forvaltning: Væsentlige forandringer inden for organisering, forvaltning og kompetencer, der styrker virksomhedernes konkurrenceevne.

2. Fisker-forsker samarbejde: Fisker-forsker partnerskaber, hvor formålet er at fremme samarbejdet mellem fiskere og forskere med henblik på en forbedret og mere bæredygtig forvaltning af fiskeriet og som vedrører:

  • Netværksaktiviteter med deltagelse af fiskere eller fiskeriorganisationer på den ene side og på den anden side forskere, som repræsenterer uafhængige tekniske og videnskabelige institutter inden for rådgivning om bæredygtig udnyttelse af fiskebestande.
  • Relevante undersøgelser og pilotprojekter, forvaltningsforsøg og dataindsamling, som deltagerne igangsætter inden for rammerne af netværket.
  • Indsamling og formidling af viden og forskningsresultater og best practise vedrørende landingsforpligtelsen og fremme af bæredygtigt fiskeri.

 

 

Tilskuddets størrelse

Det samlede, offentlige tilskud kan udgøre 100 pct. af de samlede, tilskudsberettigede udgifter til projektet. 

100 %

Hvis ansøger er en offentlig retlig videns institution kan projektet støttes med op til 100 %.

100 %

Hvis ansøger er en virksomhed eller en producentorganisation, og projektet er innovativt og kollektivt og med deltagelse af et videnskabeligt eller teknisk institut, kan projektet støttes med op til 100 %.

75 %

Hvis ansøger er en producentorganisation, og projektet ikke er kollektivt og innovativt, kan projektet støttes med op til 75 %.

60 %

Hvis ansøger er en virksomhed, og projektet er kollektivt, kan projektet støttes med op til 60 %.

50 %

Hvis ansøger er en virksomhed, og projektet ikke er kollektivt eller innovativt, kan projektet støttes med op til 50 %.

Kollektive projekter er projekter, der er til gavn for flere modtagere.

Innovative projekter er projekter, der er nyskabende i forhold til virksomheden eller branchen i Danmark.

NaturErhvervstyrelsens tilskud til projekterne finansieres af EU.

Ordningen er en del af det danske Hav- og fiskeriudviklingsprogram for 2014-2020, som medfinansieres med EU-midler fra den Europæiske Hav- og Fiskerifond.

Her kan du læse mere om Hav- og fiskeriudviklingsprogrammet 2014-2020.

Betingelser for tilskud

Følgende generelle betingelser skal være opfyldt for at opnå tilsagn: 

  • Ansøger skal give de oplysninger, som NaturErhvervstyrelsen beder om til brug for sagsbehandlingen.
  • Projektet skal handle om et af de indsatsområder, som NaturErhvervstyrelsen har udmeldt forud for ansøgningsrunden.  
  • Ansøger skal opnå de nødvendige tilladelser til projektet fra de offentlige myndigheder. Der kan ikke udbetales tilskud, før disse tilladelser foreligger.
  • Projektet skal afsluttes senest på det tidspunkt, der er anført ansøgningen, dog senest 18 måneder efter tilsagnsdatoen.
  • Tilsagnshaver skal indsende afsluttende udbetalingsanmodning og projektrapport eller teknisk rapport rettidigt, dvs. senest 3 måneder efter projektet er afsluttet.
  • Projektet og de investeringer, hvortil der er ydet tilskud, skal opretholdes af tilsagnshaver i en periode på mindst 5 år fra tilsagnsdatoen, såfremt det er relevant i forhold til projektets indhold og formål.
  • Udbetalingsanmodningen og originale regnskabsbilag holdes tilgængelige indtil 31. december 2021.
  • Tilsagnshaver er forpligtiget til at informere om projektet og den offentlige medfinansiering af projektet.
  • Tilsagnshaver skal indsende en rapport om projektets effekter 2 og 5 år efter afsluttende udbetaling af tilskud.

Hvad siger loven?

Danske regler (love og bekendtgørelser)

EU-regler (forordninger og direktiver)

  • Europa Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa Parlamentets og Rådets forordning nr. 1255/2011.
  • Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav-og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav-og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning nr. 1083/2006.
  • Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/531 af 24. november 2014 om supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 fsva. fastsættelse af omkostninger, der er berettigede til støtte fra Den Europæiske Hav-og Fiskerifond mhp. at forbedre hygiejneforholdene, sundheden, sikkerheden og arbejdsforholdene for fiskere, beskytte og genoprette den marine biodiversitet og de marine økosystemer, modvirke virkningerne af klimaændringer og forbedre fiskerfartøjets energieffektivitet.
  • Europa-Parlamentets og Rådets forordning Direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastsættelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet).

Sådan søger du

Din ansøgning skal indeholde:

  • Ansøgningsskema, hvor du har afgivet de påkrævede oplysninger.
  • Et detaljeret budget.
  • Forretningsplan, samt en gennemførlighedsundersøgelse, herunder en teknisk og økonomisk redegørelse for, om projektet er levedygtigt efter gennemførelsen.
  •  Aktivitetsbeskrivelse for dine ansattes arbejde i projektet.
  • Aktivitetsbeskrivelse for konsulentbistanden i projektet.
  • To direkte sammenlignelige tilbud fra leverandører vedrørende alle udgifter over 50.000 kr.
  • Samarbejdsaftale mellem deltagerne.
  • Nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder, hvis tilladelserne er opnået på det tidspunkt, hvor du søger om tilsagn om tilskud.

Det er vigtigt, at dit ansøgningsskema er fyldestgørende, og at du har sendt alle relevante bilag med. Hvis ansøgningsskemaet er mangelfuldt, fx hvis du ikke har beskrevet projektet tilstrækkeligt fyldestgørende, eller ikke har indhentet to tilbud på udgifter alle over 50.000 kr., kan det betyde, at du får et afslag, eller at vi reducerer tilskudsbeløbet.

Du skal sende din ansøgning til erhverv@naturerhverv.dk

Er din ansøgning ikke indsendt på denne e-mail, vil du automatisk modtage et afslag.

Du får et kvitteringsbrev, efter at vi har modtaget din ansøgning.

Formål med tilskuddet

Formålet med tilskud til Fællesindsatser Fiskeri er, at bidrage til et mere bæredygtigt fiskeri og til værdiskabelse i fangst, forarbejdning og afsætning af fiskervarer i Danmark.

Her kan du finde skemaer, vejledninger og andet materiale, som du vil få brug for.

Ansøg om ændringer

Hvis du som tilsagnshaver ønsker at ændre væsentligt i projektet i løbet af projektperioden, skal du skriftligt søge, inden ændringen sker.

Du skal sende ændringsansøgningen til NaturErhvervstyrelsen senest to måneder, før projektperioden udløber med en kort begrundelse for ændringen og en beskrivelse af, hvilken betydning ændringen har for projektet.

Tilsagnsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med en ændring af projektet.

Skema til ansøgning om projekt- og budgetændring

Erklæring om projektoverdragelse

Sammen med erklæringen om projektoverdragelse skal du sende en Erklæring om antagelighed.

Opdateret 12. juli 2016
MENU